Min måde at holde hest på er bedst

Min måde at holde hest på er bedst

18. august 2024 Af Georgia Timmermann

Hestevelfærdsdebatten er blevet en blanding af bedrevidende barriereryttere og en masse sladdertanter. Jeg er træt. For hver dag der går, mister jeg desværre en lille del af min styrke til at holde ved. Det minder mig lidt om den kultur, som jeg nægter skal forekomme på vores rideskole; at sladder styrer fremfor at lære om HEST og ridning.

Vi må ikke give op

Når jeg taler med fagfolk eller mine kollegaer, har mange opgivet, opgivet at komme til orde. Nogle tror sågar, at hvis de tier længe nok, skal stormen nok lægge sig. Nogle synes, at vi skal stoppe med at tale om hestevelfærd. Andre synes, at vi skal gøre, som vi plejer. Nogle synes, at vi gør rigtig meget for hestevelfærd, og det nok skal løse sig.

Medierne står for overskrifterne i hestevelfærd

Jeg ved ikke, hvad jeg tror og synes. Jeg ved bare, at der er en masse meninger og ingen ved rigtigt, hvad der foregår af handlinger, før det står i medierne. Medierne kommer desværre ikke med løsningmodeller til hestevelfærd, kun videoer og tekst om dyremishandling. Social Licens to Operate er mere up to date end nogensinde før.

Hovsaløsninger og kaos af kildehenvisninger

Ingen taler om, hvad der er bedst for hestene. Politikerne, DRF og de forskellige hesteværn og hestekrigere kommer med hovsa-løsninger i form af reglementsændring eller bøder for at vise, at de GØR noget for hestevelfærd.

Alle taler om afskaffelse af udstyr, frit valg af dit og dat, ridning uden udstyr, fakta, viden og kildevisninger flyder rundt i et stor kaos. Alle trækker den kildevisning frem, som passer til deres mening.

De som egentlig burde træde i karakter i forbund, ved fagfolk og på hestesteder gemmer sig bag deres arbejde, fordi at YTRE sig, kan føre til likvidering i form af virtuel mobning til direkte trusler. Hestefolk er trætte. Måske er de også ved at miste håbet til, at vi kan tale sammen.

De som lider mest under denne verbale kulturkrig er HESTENE

Hvad gør vi for hestene?

Vi skal guide hestekulturen den rigtige vej. Det er faktisk ligegyldigt, om du kan lide fru Jensen eller ej. Om du har en anden mening end fru Jensen. Du har et ansvar i at samarbejde og tale med hinanden med det gode ord = for hestenes skyld.

MIG MIG MIG MIG-kulturen forstærkes i øjeblikket. Ingen hestefolk tør rigtig vise, hvad de gør i deres stald, på deres skovtur, køretur med hestene eller svømning i havet. Modtagerne vinder de kampen for bedre hestevelfærd, hvis de kan finde en fejl på billedet, i videoen eller i teksten? Jeg får tit at vide, hvordan tør du sætte alle de video ind af din træning, dit sted – du redigerer jo ikke i video? Misforstår folk ikke dine video?

Jeg er i chok over, hvor lidt ytringsfrihed vi egentlig har

i forhold til vores omfavnelse af ytringsfrihed.

Kun gennem synliggørelse og accept af de forskellige hestebranchers måde at holde heste på, kommer også en form for selvindsigt og selvkontrol.

Jeg kæmper for at holde modet oppe og bevare min fighterånd for hestenes skyld

Accepterer du andres måde at holde hest på?

Vi er alt for lidt imødekommende overfor andres måde at holde hest på. Vores egen måde at holde heste på er bedst. Går hestene ikke nok på fold, er det galt. Går de for meget på fold, er det galt. Går de ude i al slags vejr, er ok for nogle, skidt for andre. Er de for tykke, er det godt eller galt. Er de tynde, er der drama. Uden næsebånd rigtigt og med næsebånd forkert. Martingale lig fiksering eller martingale lig støtte. Vi ser kun; EGEN måde er bedst!

Hvis vi ikke er åbne overfor andres måde at holde heste på, så når vi aldrig den nye hestekultur.

Vi skal være åbne og omfavne udvikling af hestevelfærd. Prøv at gå tilbage i historien. Se hvor meget hesteverdenen har ændret sig i hestelov, hestevelfærd og hermed hestenes ve og vel. Der er sket enormt meget de sidste 6000 år, hvor vi har holdt heste i ”fangenskab”.

Når du accepterer at udvikling fortsætter efter din død. Først der er du åben for indsigt og udvikling.

Læs gerne mine mange løsningsforslag til ny hestekultur i en del blogindlæg fra 2023 og 2024. Alle blogs er sendt til Dansk Rideforbund.