6 dage inden Herning & det er allerede gået galt

6 dage inden Herning & det er allerede gået galt

29. februar 2024 Af Georgia Timmermann

Forberedelsen til et større event som Herning, går aldrig helt som forventet. Mest fordi der er så meget du skal have styr på. Fei licens. Licens nummer på alle heste. Bare det først at blive accepteret af arrangørerne, tilmeldt og forberede hestene til opgaven. Jeg bruger enormt meget tid på at observere, om hestene og jeg er i form mentalt og fysisk.

Hestene skal nyklippes

så de trives i de varme omgivelser på opvarmning og blandt publikum. Især Sif trives og yder bedst, når hun er nyklippet. Det mærker jeg tydeligt på hende, eftersom jeg har haft Sif siden hun var 3 år gammel og i dag bliver hun 14 år- min bedste ven i med- og modgang.

Jimmy L Friis har forenet min ven og jeg i sneen
Jimmy L Friis har forenet min ven og jeg i sneen. Pugemølles Sif. 14 år, 174, DV-hoppe efter Cici senjor ask/Helenikos xx

Nye kondisko til hestene og første forhindring

skal helst ordnes, så det passer med hovens udgroning. Dato planlægges, så vi stadig har tid til at redde hoven, hvis fx hesten sømstikkes. Tirsdag morgen får Sif og Commando nye kondisko.

Og hvad sker der så – Commando træder på sin sko i siden. 2 søm sidder skævt og løs sko. Det opdager vi i dag. Fredag imorgen kl. 11 skal vi til træning og ud at køre i lastbilen. Det kommer vi nok ikke. Smeden har andre planer end at komme rendende til min guffy hest. Så skal der ringes og sømmene ud. Heldigvis har jeg selv evner og redskab til at trække søm ud. Jeg kan stadig træne dressur torsdag som planlagt, da skoen sidder nogenlunde, trods ingen søm i den ene side.

Træning udenfor matriklen en del af forberedelsen

Fredag er vigtig forberedelse, at vi kører ud for at træne. Commando spooker lidt, når han skal på banen, hvis han ikke har været en del udenfor matriklen inden et større stævne som Herning. Så fredagens forberedelse var en del af Commandos tryghed. Sidste fredag var vi i Fredericia, hvor han gik MB.

Commando. 9 år. Ham har jeg haft siden han var 3 år gammel
Alle heste jeg kommer på har jeg selv tilredet og uddannet. Commando 9 år, 178, Belgisk varmblod efter Le blue Diamond

Endelig torsdag aften ringer smeden retur. En kollega kan komme kl.14 fredag og fikse skoen. Øv der røg den træning, som bliver nødt til at være fra 11 til 14, da jeg har kunder før og efter fredag.

Ingen groom med

I år har jeg valgt ikke at tage nogen groom med. Jeg elsker at passe og nurse mine heste. Jeg passer jo selv 25 heste hver dag i det daglige. Ingen skal bestemme, om jeg spiser i VIP eller living – drikker kaffe med en for meget uden nogen for lidt. Det er mega vigtigt, at du mentalt har fokus på dig selv, når du skal ride for at kunne give hestene bedst mulighed for at præstere. Jeg rådgiver og nurser rigtig mange mennesker i det daglige, og det elsker jeg. Men når jeg skal sportslig præstere, så har jeg bruge for fokus og MIGTID = for hestene.

Min træner giver mig tryghed

I stedet håber jeg min træner kommer for at hjælpe mig på opvarmningen. Fordi lige netop på opvarmningen er det svært at klare tingene selv. Det er umuligt at præstere 101 % uden hjælp på opvarmningen. Det gir ro til hestene, at der er en til at sætte springet op og ned for dig, tale med de andre hjælpere, så du ikke skal råbe eller slås om springet. Fokus og ro til rytteren, gir hestene de optimale forhold til at præstere sammen med rytteren.

Planlægger træning af alle staldens heste

Uger op til Herning planlægger jeg træning og pasning af de heste, som bliver hjemme. Planen sendes ud til alle frivillige, så alle ved, hvad deres opgaver er. Uden mit team hjemme var det ikke muligt for hestene og jeg at komme af sted.

Når det lykkedes for mig at ride nul, kan jeg takke dem, som hjælper i det daglige. DE ER VINDERNE!

Mit hjemmeteam får armbånd til Herning-de fortjener den største hyldest

Pakke til Herning er ikke blot en taske

Med til Herning skal jeg have ekstra spåner, så de sover som prinsesser og prinser. 2 sæk gulerødder som forkælelse. Hø i mængder, naghorsepro foder både powerfoder, all work, rødebede mash og elektrolytter. Krybber, dækkener, underlag, B steensgaard magneter, equine lts stråler, Scharf freedom gjord, boksforhæng, numre og udstyr som de plejer at gå med. At pakke er det allerværste jeg ved, fordi det er fuldstændig vanvittig, hvad hestene skal have med. Badminton eller svømning er klart en sport at foretrække, hvad angår pakning. Her skal de heller ikke tænke på, om det bliver koldt, varmt eller regnfuldt i løbet af ugen. Hallen og hotellets temperatur for svømmere og spillere er den samme. Ridning og hestesport er en tidskiller og økonomisk krævende.

Til mig skal der altid være frugt, cæsar salat, havregryn, musli, rugbrød og ost og grønt samt nes kaffe og mælk samt mine piller og vitaminer. Hyldeblomst saftevand, pepsi max og lidt snolder… lidt pasta.. og ja så klarer jeg mig. Alt mit yndlingsudstyr rengjort og pakket så jeg kan yde mit bedste og blive på i god balance.

Tjek lastbilen virker og papirer ok

Angående lastbilen tjekker jeg alle mine papirer er i orden, især hvis jeg igen i år bliver stoppet af politiet. Nogle gange kan du glemme selv den mindste lille ting, selvom du har tænkt og troet, at det er fikset. I år har vi selv fikset toilettet, hvor slangen var hoppet af pga. frost, skilt toilettet ad og været helt derinde, hvor kun en NINJA aka Georgia kan komme ind. Traktor Henrik verdens bedste i nød, fiksede i går onsdag livingen – ved at sætte nye batteri i living og rense alle sikringer og alt som kunne renses og skiftes. Nu er living som NYYYY.

Jeg er verdens heldigste kvinde med alle de gode mennesker omkring mig

Planen til Herning er

Ugerne op til har jeg noteret min plan for hestene i Herning. Planen sender jeg til min træner. På den måde har du også styr på hvile- og spisetider for dig og hestene, samt hvornår du har overskud til at hilse på kunder, søde tilskuere som vil sige hej og sponsorer samt forretningsforbindelser. Det gir dig ro at have styr på planen inden. Planer er dog til at ændre, hvis hestene kræver det.

3 dage før temperatur på hestene

Dvs. lørdag søndag mandag tirsdag morgen skal der tages temperatur på hypperne og indtastes i FEIsportsappen for at sikre, at hestene ikke har nogen former for feber. Tirsdag aften ankommer hestene og jeg. Her tjekker dyrlæger ved ankomst hestenes temperatur og disse tastes også ind i feisportsappen af dyrlægerne. Hver dag frem til stævnets slut skal der tastes temperaturer ind i denne FEIapp morgen og aften. På den måde så kan man holde øje med alle heste, som deltager i Herning, opsnappe smitte og evt. smittebærere i tide.

Herning er aldrig sikret før første runde

Så Herning er ikke sikret start eller ankomst, før du har været igennem vet check onsdag morgen, redet første tur i arenaen, overlevet og kan sidde onsdag aften i livingen og evaluere. Først når hestene har spist og ydet og vist at de trives og er glade, kan jeg nyde Herning resten af ugen.

Lad os håbe de næste par dage ikke har for mange nye forhindringer at løse for mig.

Ses vi i Herning? Klap endelig, hvis du ser Sif, Commando og jeg komme i mål. Jeg modtager også gerne film, hvis nogen ved publikum ser mig ride. Send gerne på whats app. TAKKKKKK

Herning oplevelser og minder for livet