Korrupt, klausul, næsebånd, hjælpetøjler…

Korrupt, klausul, næsebånd, hjælpetøjler…

2. november 2023 1 Af Georgia Timmermann

Heftig debat florerer omkr. hestesporten på SoMe i øjeblikket.

Jeg er endelig klar til at dele mine og andres ord.

Hvad gør vi for at få nye medlemmer, at bevare ridesportens discipliner og samtidig holde hestene glade?

Ved vi VIRKELIG om hesten er glad med eller uden sadel?

Vi er vel alle enige om, at Rom ikke blev bygget på en dag og at kulturændringer, værdier med mange års historie tager tid at ændre. Den digitale verden har skabt kaos i hesteverden.

Jeg hørt en berider sige, bare vi kunne afskaffe FB. Det digitale er kommet for at blive og udvikles med hast.

SoME har også godt med sig. Nu skal DU face hestevelfærd. Vi kan og må ikke gemme os. At gemme sig betyder i den digitale verden at skjule noget, også selvom du blot vil være i fred med dit hestejob og hestested. For nogle af de ældre og måske mere påståelige typer, er en ændring ikke det, som de ønsker, men udviklingen er uundgåelig, og jeg byder den velkommen.

  1. Skal der være en klausul i kontrakter på landstrænerne, som udvælger landsholdet i ridesporten? Landstrænerne må ikke tjene penge på salg af deres egne landsholdsrytteres heste. Det er den eneste måde at imødekomme former for nepotisme. Den unge juniorrytter ved inderst inde godt, at hun er i favør, hvis træneren har solgt hende stjernehesten. De andre på holdet snakker i krogene, omkring at hun er på holdet, fordi hun købt hest ved landstræneren. Alt sammen ikke godt for holdånd og skal ikke forekomme. Får du så en mindre kvalificeret træner ved denne klausul, da de bedste til jobbet måske favoriserer at sælge hest og undervise i stedet. Nej det tror jeg ikke, hvis du laver det rigtige set up, hvor kommunikationen flyder mellem klubtrænerne, kredstrænere og landstræneren. VI SKAL stoppe al betaling under bordet, hvidvaskning, udelukkelse af rytter, hvis du ikke køber ved den rigtige…. er du ikke på holdet. Her et skriv fra en forælder til mig i 2022, som jeg ikke har delt før nu (teksten er kopieret direkte). Vedkommende ønsker ikke sit navn ud, men håbede at jeg turde tage emnet op til debat. DET GØR JEG NU. Kære Georgia. Marts 2022. Har som altid læst dit seneste blogindlæg og er meget enig med dig langt hen af vejen. Men der er nogle utroligt væsentlige ting du overser. Jeg har ikke lyst til at skrive det som kommentar eller have mit navn ud vedr dette, men synes du skal vide det. (Måske du allerede gør, men heller ikke ønsker at skrive det). Nemlig hvordan trænernes-, hestehandlernes- og branchens grådighed har indflydelse på antallet af ryttere og priserne på hestene. Jeg kender personligt mange – os selv incl der har droppet ridebranchen bl.a. pga : sorte penge, afpresning, korruption og hvidvaskning af penge samt underbetaling af medarbejdere. Ting der desværre er mere reglen end undtagelsen i ridesporten, men som i de fleste andre dele af samfundet er fuldstændige uacceptable. Og burde være uhørt også i ridesporten. Du skriver, at hvis træneren ikke gør, hvad forældrene ønsker, skiftes de ud. Det går i høj grad lige så meget den anden vej. Køber man som rytter/forældre ikke bestemte heste (gerne delvist ejet af træneren eller en af hans/hendes venner) gennem træneren, nægter de at undervise. Krav fra trænerne om op til 40% af salgssummen ved køb eller især salg, udleje af bokse som lageropbevaring, der kan trækkes fra, krav om sort betaling af bokse og især træning og stævnehjælp, krav om andele i forældres firmaer, hvis der skal undervises, “køb” af heste inden videreformidling til klienter med stor fortjeneste, psykisk nedbrydning af elever hvis der ikke handles se ønsket heste. WOW… er det vores hesteverden? Hvordan tør du skrive det, Georgia? Ingen vil handle ved dig nu?! Jo selvfølgelig vil de handle ved mig. Måske ikke alle men de som gør, ved i det mindste, at jeg siger tingene, som de er. Vi skal blive bedre til at være loyale undervisere, sælgere og trænere. Du kan sagtens leve af at være ærlig.
  2. Skal vi ride uden næsebånd? Nej og ja. Jeg rider ofte uden næsebånd på heste, men jeg har også heste, som åbner munden mere end andre. De heste har brug for at biddet bliver holdt stille og hermed på plads i mundvigen med næsebånd (dog ca 4 fingre løst). Er også fan af det mexicanske hovedtøj/trense – her føler jeg, at hesten trækker vejret nemmere. Al tryk skal forhindres, så hesten har bedst mulig frihed til ridning/at præstere. Næsebåndet skal ikke være for at tvinge munden lukket, men for at gøre biddet stabil i munden. Der er lavet evidens baseret viden på at uden næsebånd, ligger trykket blot et andet sted. Omvendt er der også lavet evidens baseret viden på at uden næsebånd eller bidløs trense-træning, giver hesten gladere træningstimer eller mindre smerte, når den så rides med bid. Om disse undersøgelser er holdbart udført/korrekte, er der delte meninger om blandt dyrlæger og fagfolk
  3. Skal vi afskaffe alle hjælpetøjler i form af chamboin, græstøjle, glidetøjle, martingale og ride cordeo eller uden noget udstyr? Jeg er fan af jo mindre jo mere frihed, men jeg mærker også at Sif fx ikke synes, at det er fedt at have mig på ryggen uden sadel i forhold til, når jeg har sadel på. Vi er i en klart bedre balance med sadel og kan fordele vores vægt anderledes. Angående optømning synes jeg, at vi skal have det udstyr på, som passer bedst til hver enkelt hest, så de reagerer hurtigere og hermed mindre smertefuldt, fordi du ikke skal gentage dine hjælpere. Vi skal lære i processen at have fine hjælpere, og det får vi kun med tid og øvelse. Sporen og pisken skal være en forlængelse af dine schenkler/hæle. Og selvfølgelig jo mindre udstyr jo bedre. Vigtigt er, at du kan være i balance og fordele din vægt lige på hesten. Du skal agere med hjælpere efter hestens bevægelsesmønster om den spooker, er ung uerfaren, springer stort over, så hesten elsker at have dig på ryggen. Jo flere gange du er ude af balance på hesten, og den skal tilgive dig med bump i ryggen og ryk i munden, jo mindre og til sidst måske slet ikke, gider hesten at gå til ridning med dig.
  4. Mobning i ridesporten. Som træner er jeg vidne til så meget dårligdom og direkte ondskab. Hvordan kommer vi det til livs i hestesporten?
  5. Skal vi sælge heste? Er det ikke synd at heste skal skifte ejere?
  6. Skal de professionelle filmes og kontrolleres endnu mere? Skal alle hestefolk filmes og kontrolleres?
  7. Ved DU om din hest er glad, når du rider på den?
  8. Skal heste lukkes ud i flok?
  9. Er rewilding/Molslab et projekt som optimerer hestevelfærd?
  10. Skal vi blive ved at ride på heste?

Vi skal huske, at vi har gjort hestene til husdyr, avlet dem i mange mange år til at blive kæledyr. Ikke til at overleve af sig selv som dengang det vilde western havde heste. Vi har lavet dem skrøbelige, afhængige af mennesker, så vi kan bruge dem til hobby og sport. Vi har et ansvar for at blive ved med at sørge for, at de stadig er HEST – flokdyr, vanedyr, flugtdyr… Vi kan og må ikke menneskeliggøre heste. De trives bedst ved at være hest og med de ord, vil jeg slutte og lade det være op til DIG, hvad du vil gøre for DIN hest for at den er en glad hest.

Næste blog, hvor jeg sætter mine ord på spørgsmål 4 til 11, udkommer snart….

Læs mine seneste indlæg her: